Tandfrakturer kan forekomme som følge af skader på tænderne forårsaget af hårde genstande. Det kan ske under leg eller slagsmål. Det kan også indtræffe, når hunden tygger på en sten eller knogle, ved påkørsler, spark fra heste og lignende.
Hvis frakturen er dyb, vil der blive åbent til pulpahulen. Pulpahulen en det hulrum i tanden hvor kar og nerver ligger. Når der er åbent til pulpa, er det forbundet med stor smerte hos dyret. Derudover er der en stor risiko for, at der efterfølgende dannes en tandbyld ved roden, som følge af at kanalen er åben for bakterier. Derfor kræver tandfrakturer altid behandling.
Hvis frakturen opdages hurtigt (inden for få dage), er det muligt at lave en rodbehandling. Ellers er behandling ekstraktion af den knækkede tand.
Hvis frakturen er overfladisk, kan der i nogle tilfælde laves en lakforsegling, som beskytter mod fremtidigt slid og plak.