5 Vægtkontrol
Vi anbefaler at dyret vejes jævnligt. Det er altid en del af den årlige sundhedsundersøgelse.
Overvægt skyldes for stort indtag af kalorier og er i mange tilfælde kombineret med en mindre aktiv livsstil.
Fuldstændig ligesom ved os mennesker er det ikke sundt for dyret at være overvægtig. Der er mange sygsomme og ubehageligheder forbundet med at være overvægtig.
Fordele ved optimal vægt og dermed bedre livskvalitet:
- Sjovere at være kæledyret
- Mere aktivitet og mere leg
- Livslængden ikke reduceret af overvægt
- Formindsker risikoen for gigt, hjerteproblem og stofskiftesygdomme
Hvad kan jeg selv holde øje med?
Man skal kunne mærke dyrets ribben, uden at der er en ”pude” under huden. Ligeledes skal hunden have en talje, når man kigger fra siden og oppefra.
Foderet
Vi anbefaler, at man anvender et slankefoder, når hunden skal tabe sig.
Kriterier for et slankefoder:
- Færre kalorier
- Flere fibre
- Langsomt omsættelig stivelse
- Øget fedtforbrænding
Fibrene gør, at foderet fylder mere i maven, så sultfornemmelsen reduceres. Valget af stivelseskilder gør at blodsukkeret holdes normalt, det gør også at sultfornemmelse undgås.
Herudover har slankediæter den fordel, at de indeholder flere essentielle aminosyrer, fedtsyrer, vitaminer og mineraler end almindelige light diæter.
Et light foder er kalorielet, men det øger ikke fedtforbrændingen. Det er derfor vigtigt at anvende et rigtigt slankefoder, der er tilsat stoffer, der hjælper dyret med at forbrænde allerede deponeret fedt.
Den vigtigste del af en slankekur er indtaget af kalorier. Der er store forskelle fra dyr til dyr på energibehovet, så foderposens anbefalinger skal kun opfattes som vejledende. Der er nogle dyr, der kan holde kropsvægten med helt ned til 50 % færre kalorier per dag, end det anbefalede, og andre skal i perioder have mere.
For at være helt sikker på at det er det rigtige foder der anvendes til netop dit dyrs slankekur anbefales du at kontakte vores specialudannede kostvejledningssygeplejersker. De kan give dig råd og vejledning til valg af det rigtige foder samt mængde af foder dit dyr skal have.
Hvor hurtigt må dyret tabe sig?
Når man sætter sit kæledyr på slankekur, skal den ikke tabe mere end 2 % af sin kropsvægt pr. uge. For en hund på 30 kg, svarer det til 600 g om ugen. Hvis dyret taber sig mere end 2 % om ugen, begynder det at forbrænde muskler i stedet for fedt. Kontakt derfor altid vores sygeplejesker for råd og vejledning inden du går igang med at slanke dit dyr - det koster ikke noget!
Godbidder
Det er vigtigt at godbidderne indregnes i det samlede energiregnskab, ellers kan godbidderne alene vælte en ellers udmærket slankekur. Man kan tage lidt af den daglige foderration og bruge som godbidder.
Hvis man vælger andet som godbidder, skal man huske at medregne antallet af kalorier herfra i den daglige foderration.
Vi anbefaler at man om morgenen afvejer foderrationen og sortere måltider og godbidder fra den ration. Hermed er der kontrol med det samlede kalorieindtag.
Motion
Motion er godt for alle dyr - specielt i forbindelse med slankekur! Du kan øge den daglige gåturs længde og lege mere med din hund – det er sundt for jer begge. Da det er sjælden, at dyrets puls øges på gåturene, er det begrænset hvor meget mere, der forbrændes. Det er derfor langt vigtigere at reducere kalorieindtaget.
Hvis du gerne vil have mulighed for at følge med i din hunds motion har du muligheden. Se mere her: